torsdag den 3. maj 2012

Mit ophold på Bork Vikingehavn. My stay at Bork Viking Habour







































Jeg ankom til Bork Vikingehavn d. 5. februar 2012 i frost og sne, for at starte anden del af et eksperimentel arkæologisk indeklima forsøg i deres nyopførte rekonstruerede Hedebyhus. Huset er da også det første syn, som mødte mig. Men som titlen på forsøget var det, som var der først mennesket. Louise Schelde Jensen fra museet står med et varmt smil, åbne arme og byder mig, en bil og trailer fyldt med tøj, skind og måleudstyr – velkommen. Herfra bliver jeg vist ind på museumsgrunden til mit hjem de næste 10 uger, hvor alle mine ting bliver læsset ind i rammerne fra forsøget - Hedebyhuset.






















Tidligere har jeg boet i en rekonstruktion af Hedebyhuset, blot på Moesgaard Museum. Et hus som er opført 40 år tidligere. Bortset fra beliggenheden og alderen burde husene være ens. Alligevel er det en helt ny oplevelse og atmosfære, der møder mig da jeg træder ind i huset. Væggene er nyklinede og gulvet næsten ubrugt. Stråtaget er tykt, flot og lyst, og der er udskæringer og fine detaljer i konstruktionen. Ligeledes virker rummene større, og ildsted og ovnsted er anderledes. Noget andet mangler også, og dette giver mig et sug af hjemve. I løbet af eftermiddagen får jeg sat al måleudstyret op i rummene stående på gulvet, plateauerne og ude; hængende ned fra væggene, loftet - og ikke mindst brændevægten, som vil blive min fjende over de 2½ måned forsøget løber. Sengen er bygget op af halmballer, uld og en stor skinddyne. Alt i vikingeservice er flyttet ind i køkkenrummet, og huggeblokken står klar med økse.Det eneste jeg nu manglede var nogle at bo med. Huset er et familiehus, og det ville være helt utænkeligt at lave et så stort forsøg på grundlag af et hus og kun én person. De frivillige kommer og flytter ind. De kommer fra hele landet – og ikke mindst udlandet. De får ikke dækket transport eller kost, og kommer alligevel glade og spændte for at flytte ind i et ellers ensomt, koldt og mørkt hus, og får det vendt til en beboet, hyggeligt hus med varme og lys fra bålet i midten, og svinefedtslamperne i rummene.

Dagene går. Udover de målinger som skal tages tre gange om dagen og spørgeskemaer hver dag, skal menneskene og huset passes. Der laves mad og vaskes op, hugges brænde, holdes bål og passes lamper og midt i det, når tiden og lysten er der, laves vikingehåndværk. Jeg fik lært og øvet mig i at nålebinde, lave bennåle, træskeer, knive, plantefarvet, en-to-tre flet, fire-flet, kartet, spundet, tvundet, vundet og lært andre måder at lave mad over bål og nye gode opskrifter. Det lærte jeg af de frivillige i huset – og lærte videre til andre frivillige, som var interesserede.

Af den grund var det også med et nyt sug i maven, at klokken slog d. 16. april – dagen jeg skulle pakke sammen og tage hjem.  Jeg havde lært så mange nye mennesker at kende i mit liv på havnen. Både mine frivillige i huset, de frivillige tilknyttet haven, samt de museumsansatte. De blev min reservefamilie og huset mit hjem. Jeg havde oplevet huset i sne og regn, kraftig vind og vindstille, og på dagen hvor jeg skulle hjem skinnede solen og haglbygerne kiggede løbende forbi. Men jeg skulle videre, pakkede sengen og dynen sammen, alt måleudstyret blev pakket ned, og jeg afleverede nøgler tilbage til museet.  Det er nu godt en uge siden, og jeg savner menneskene og huset. Men data skal jo bearbejdes, og specialet skal skrives. Alle målingerne skal sammenholdes og skrives sammen, så resultaterne kan komme ud i verden – jeg forventer at det bliver til januar.

Det sidste jeg vil sige er kort og enkelt, og kan ikke beskrive alt det, som det dækker: TAK!
Uden menneskene, huset, udstyret og al støtten var det aldrig blevet til noget.

- Jannie

I arrived at Bork Viking Harbour on the 5th February 2012 in frost and snow, to start the second part of an experimental archaeological indoor experiments in their newly reconstructed Haithabu houseThe house is the first sight that mets me. Louise Schelde Jensen from the museum stands with a warm smile, open arms and wellcomes me and a car and trailer full of clothes and skins. From here I am shown into a museum gounds where my home will be for the next 10 weeks. Where all my stuff is loaded into the context of the experiment - The Haithabu house.I have previously lived in a reconstruction of a Haithabu house - at Moesgaard Museum. A house built 40 years earlier. Aside from location and age of the houses should be the same. Still it is a totally new experience and atmosphere that greets me when I enter the house. The walls are newly made and floor almost unused. The thatched roof is thick, beautiful and bright, and there are cuts and fine details in the structure. Also the rooms seem larger and the fireplace and ovnsted is different. Something else is missing too, and this gives me a puff of homesickness. During the afternoon I put all the measuring equipment into the compartments below the floor, plateaux and out, hanging down from the walls,ceiling - also the the weight for the fire wood that will be my enemy over the 2 ½ month that the trial run.The bed is built of straw bales, wool and a big fur blanket. All the viking service used for the experiment is moved into the kitchen space and the chopping block is ready with an axe. The only thing I lacked was people to live with. The house is a family house and it would be unthinkable to do such a large living experiment on the basis of a house and only one person. The volunteers then came and move into the house togeather with meThey came from across the country - and also from abroad. They did not pay for transportation or food, and were somehow happy and excited to move into an otherwise lonely, cold and darkhouse.  It turned out to be a very cozy house with heat and light from the bonfire in the middle, and lard lamps in compartments.The days went on. Besides the measurements to be taken three times a day and questionnaires each day, the people and the time passes on. The cooking and washup, cut firewood, keping the fire and caring for the lamps and in the middle of it when time and the desire is there we all made lots of ​ different ​Viking crafts. I was taught and trained in that needlebinding, to make bone needles, wooden spoons, knives, plante dyeing, four-woven, carded, spun, twisted, won and learned other ways to cookover an open fire and good new recipes . I learned of the volunteers in the house -and learned to other volunteers who were interested. For this reason it was with a new sinking feeling when the clock struck on the 16. th. of april - the day I had to pack up and go home. I had gotten so many new people in my life at the harbor. Both my volunteers in the house, the volunteers associated with the habour and the museum staff. They became my second family and the house my home. I had seen the house in the snow and rain, strong winds and calm days. When I was going home the sun was shining and hail showers glanced continually over. But I was going on, packed bed and the quilt together, all measuring equipment was packed and I delivered the keys back to the museum. It is now just over 16 days ago and I miss the people and house. But data must of course be edited and the thesis be written. All measurements should be compared and written together so the results may come out in the world - I expect that it will be in January.

The last thing I want to say is short and simple, and can not describe everything that it covers: THANK YOU!
Without people, housing, equipment, and all of the aid had never been to anything.

- Jannie

2 kommentarer:

  1. )O( knus og kram til dig min kære Jannie. Det var en dejlig oplevelse at lære dig at kende. Jeg nød vores morgenstunder under åben himmel, med morgenbrød i hånden og beretninger om ugen der var gået... Du vil blive savnet, - ikke mindst fordi søndag morgen aldrig helt vil blive den samme uden at blive mødt af dig og dine,, når morgenens sang er overstået.

    KnuSssss

    )O( Nanna

    SvarSlet
  2. Thanks for your report. It was probably a great time and I´m really jealous :-D

    SvarSlet